Hvad har birkebark og gyldengul gurkemeje til fælles? Ved første blik næsten ingenting. Den ene kommer fra et træ, der vokser i europæiske skove, den anden fra en tropisk plante, som er en uadskillelig del af asiatisk kultur. Alligevel har de noget til fælles – de indeholder naturlige forbindelser, som er blevet genstand for moderne videnskabelig forskning.
Lad os hilse på betulinsyre og curcumin, to kemisk forskellige stoffer med en bemærkelsesværdig oprindelse.
Betulinsyre: en sjælden forbindelse skjult i birken
Birken er et af de mest kendte træer i den europæiske natur. Dens karakteristiske hvide bark indeholder en hel række naturlige stoffer, og blandt dem også betulin og betulinsyre.
Bag den hvidhed står netop betulinen. Det er et hvidt, krystallinsk stof, som ifølge faglitteraturen udgør omkring 10 til 30 % af birkebarkens tørstof – deraf den farve, som alle forbinder med birken. Betulin blev isoleret helt tilbage i 1788 og er en af de ældste beskrevne planteforbindelser, der findes.
Betulinsyre hører til de pentacykliske triterpenoider, altså en gruppe af organiske forbindelser, som forekommer naturligt i planteriget. Fra betulin adskiller den sig ved en enkelt ændring i strukturen: ude på kanten af molekylet har den en karboxylgruppe i stedet for en alkoholgruppe. En lille forskel i formlen, men en helt anden kemi.
Triterpenoider af denne type finder vi i snesevis af plantearter. Blandt dem er birken især interessant på grund af den høje koncentration i barken, og fordi der er rigeligt af den bark i træindustrien – andre steder skulle det samme stof hentes fra en langt fattigere kilde.
Kemikerne har interesseret sig for det molekyle i flere årtier, og det skyldes dets opbygning: det pentacykliske skelet er stift og bærer iltholdige grupper i begge ender, så det kan ændres målrettet. Sådan er der opstået en lang række beskrevne derivater – oftest ved at ændre netop karboxylgruppen eller hydroxylgruppen i den modsatte ende af molekylet.
Hvorfor er betulinsyre af høj renhed så dyr?
At udvinde betulinsyre i høj renhed er en teknologisk krævende proces. Det er ikke nok blot at forarbejde birkebarken. Den ønskede forbindelse skal skilles fra de øvrige naturlige stoffer og derefter renses gang på gang.
Og så kommer der én ting mere til. Mens der er meget betulin i barken, er der betydeligt mindre af selve betulinsyren. I praksis isolerer man derfor som regel først betulinen, og først den bliver ad kemisk vej – ved oxidation – omdannet til betulinsyre. Hvert af de skridt koster noget og sænker udbyttet lidt.
Moderne metoder til ekstraktion og oprensning gør det muligt at udvinde betulinsyre med en renhed på op til 98 %. I det tilfælde er der tale om en triterpenoid forbindelse af høj renhed og ikke om et almindeligt råt planteekstrakt.
Netop det, at isolering, oprensning og analytisk kontrol er så kompliceret, kan hæve produktionsomkostningerne betydeligt. Den endelige pris afhænger af den anvendte teknologi, af udbyttet og af den renhed, der stilles krav om.
Curcumin: et gyldent pigment med tusind års historie
Gurkemeje (Curcuma longa) kommer fra de tropiske dele af Asien. Dens jordstængel har gennem århundreder været brugt som krydderi, som naturligt farvestof og som en del af traditionelle kulturelle skikke.
Noget af det interessante er, at gurkemeje i naturen praktisk taget ikke formerer sig med frø – den er en steril plante og formeres ved at dele jordstænglen. Hver plante på marken er altså i virkeligheden en fortsættelse af den forrige. Langt den største del af verdens produktion kommer fra Indien.
Bag gurkemejens karakteristiske gule til orange farve står en gruppe naturlige pigmenter, der kaldes curcuminoider. Den mest kendte af dem er curcumin, og ved siden af den findes der endnu to beslægtede pigmenter i jordstænglen. I fødevarebranchen går denne gruppe stoffer under betegnelsen E100.
Kemisk set er der tale om en polyfenol: to aromatiske ringe forbundet af en bro på syv kulstofatomer. Den bro bærer to ketongrupper, som kan springe over i enolform og tilbage igen – og netop af den bevægelighed afhænger både farven og hele molekylets opførsel.
Curcumin er også interessant på grund af sine fysisk-kemiske egenskaber. Den er for eksempel meget svært opløselig i vand, og dens stabilitet afhænger af det miljø, den befinder sig i. Den skifter også farve efter omgivelsernes surhed – i basisk miljø går den fra gult over i rødbrunt, og det kan endda bruges som en simpel indikator.
Deraf følger også, hvordan man håndterer curcumin i praksis. I surt miljø er den forholdsvis stabil, i neutralt og basisk falder den fra hinanden, og i lys blegner den – derfor passer den som farvestof til fedtstoffer, pulvere og sure saucer, ikke til en vandig opløsning, der skal stå i lyset.
Hvad har de to stoffer til fælles?
Selv om betulinsyre og curcumin kommer fra forskellige naturlige kilder og hører til forskellige kemiske grupper, er der flere interessante træk, der binder dem sammen:
- Begge er meget svært opløselige i vand – de er lipofile, så man arbejder med dem i fedt, i alkohol eller i fast form og ikke i en vandig opløsning.
- Begge har en velbeskrevet struktur, men hører til to helt forskellige kemiske grupper: betulinsyre er en triterpenoid, curcumin en polyfenol.
- Begge udvindes af den del af planten, der ellers er affald eller krydderi – af bark, der bliver tilbage på et træforarbejdende værk, og af en tørret jordstængel.
- I ingen af tilfældene står stoffet alene i råvaren: ved siden af betulinsyren er der betulin og andre triterpenoider i barken, og ved siden af curcumin to beslægtede curcuminoider. Indholdet bestemmes derfor kromatografisk.
- At isolere og oprense dem til høj renhed kræver bestemte teknologiske fremgangsmåder – og de er hos dem begge den dyre del.
Det er interessant, hvordan så forskellige naturlige kilder kan indeholde kemisk komplicerede forbindelser, som åbner nye spørgsmål for den moderne videnskab.
Fra traditionelle råvarer til moderne laboratorier
Historien om brugen af birk og gurkemeje går langt tilbage. Den nuværende videnskab går dog til deres enkelte bestanddele på en helt anden måde end de traditionelle kulturer.
Takket være moderne analysemetoder, for eksempel højtydende væskekromatografi (HPLC), kan fagfolk identificere og bestemme indholdet af bestemte kemiske stoffer i de prøver, de undersøger.
Standardisering og renhedskontrol spiller også en vigtig rolle. Det gør det muligt at beskrive de undersøgte materialers sammensætning mere præcist og at sammenligne resultaterne af de enkelte laboratorieanalyser.
Det er dog vigtigt at skelne mellem resultater af laboratorieforsøg, forskning i dyremodeller og kliniske studier hos mennesker. De niveauer af forskning giver forskellige slags oplysninger, og de kan ikke uden videre byttes om.
Videnskabelig forskning og sundhedsanprisninger: to forskellige ting
Selv om betulinsyre og curcumin er genstand for videnskabelig forskning, er der i Den Europæiske Union hverken for betulinsyre alene eller for curcumin alene godkendt sundhedsanprisninger, som ville gøre det muligt at omtale deres sundhedsmæssige virkninger på almindelig vis i den kommercielle kommunikation om kosttilskud.
Det er vigtigt at holde ude fra hinanden. En offentliggjort videnskabelig undersøgelse betyder ikke i sig selv, at dens resultater kan bruges som en sundhedsanprisning, når en fødevare eller et kosttilskud præsenteres.
Vurderingen af sundhedsanprisninger i EU følger fastsatte regler, og der ses blandt andet på, om det videnskabelige grundlag er godt nok og fyldestgørende.
Videnskabelig forskning og de sundhedsanprisninger, lovgivningen tillader, er altså to forskellige områder.
Naturen overrasker stadig
Birkebark og gurkemeje er smukke eksempler på, hvor mangfoldig naturens kemi er.
Selv om mennesket har brugt planter i årtusinder, gør moderne analyseteknologi det muligt for os at lære deres sammensætning stadig mere indgående at kende.
Det mest interessante ved de to stoffer er i øvrigt forholdet. Råvaren giver naturen næsten gratis – som bark, der alligevel bliver tilbage på savværket, og som en jordstængel, der alligevel bliver tørret til krydderi. Dyrt er først det, der kommer bagefter: at skille én forbindelse fra snesevis af kemisk lignende, rense den færdig og med en analyse vise, at det virkelig er den, og hvor meget der er af den.